Det gode humør med på arbejde

Tim vil i dette foredrag tage udgangspunkt i at vi bruger 1/3 af vores vågne timer på arbejde - hvorfor så ikke gøre det til de sjoveste 8 timer i døgnet?

Præcis sådan lyder Tim Metz’ centrale pointe i dette foredrag om humor, hvor han viser sine deltagere, hvordan humor og positivitet blandt medarbejdere og kolleger er én af nøglerne til en sund og produktiv arbejdskultur.

Friske øjne

Som amerikaner bosat i Danmark i flere end 30 år formår Tim med en velmenende distance at rette et anderledes og underholdende blik på den danske medarbejderkultur. Tim ser de ting, vi andre overser, og med sjove og personlige anekdoter gør han det tydeligt, hvordan det gode arbejdsmiljø ofte bliver skabt af de helt små ting. Et smil, når du møder kollegerne om morgenen, en sjov historie i frokostpausen eller et klap på skulderen, når en kollega har fortjent det – eller har brug for det.

Humor og arbejdsglæde er et fællesansvar

En sund arbejdskultur skal altid understøttes af arbejdsgiver og ledelse, men det fratager ikke den enkelte medarbejders individuelle ansvar. Med afsæt i Tims egne erfaringer fra en række arbejdspladser både i Danmark og USA, blandt andre hos LEGO, United Airlines og Wells Fargo Bank, giver han derfor deltagerne konkrete råd og værktøjer, som viser dem, hvordan man som individuel medarbejder kan bidrage positivt til arbejdsfællesskabet.